Wednesday, May 9, 2007

Den æstetiske funktion[1]

- et overordnet begreb til at betegne det æstetiske udtryk indenfor alle medieformer.

Hvad er det:

Den æstetiske funktion opdeles i 2 æstetiske funktioner: den formale funktion og den uundsigelige funktion. Den formale funktion er det, der kan klassificeres og beskrives og den uundsigelige, det der ikke kan klassificeres og beskrives, men som er tilstede i indholdet og udtrykket.

De æstetiske funktioner er i værket og er værkets kvaliteter.

”Den formale funktion er det visuelle udtryks evne til at formidle den æstetiske oplevelse, der kombinerer det sanselige og det erkendelsesmæssige og som kan klassificeres. Den uundseelige er det visuelle udtryks evne til at formidle den æstetiske oplevelse, der primært tager udgangspunkt i det, der opleves gennem sanserne og følelserne og som ikke kan klassificeres.”

Hvad betyder det?

Vi kan klassificere, beskrive en æstetisk oplevelse vi har i forbindelse med et website eller et værk, men vi kan ikke forklare selve den sansemæssige og følelsesmæssige oplevelse. Vi kan beskrive farver, form størrelse etc. men ikke hvordan det opleves og sanses da dette er afhængig af individuelle oplevelseskvaliteter.Det betyder dog ikke, at vi ikke kan have en fælles oplevelse af et website eller værk, selvom vi alt andet lige oplever det fælles forskelligt.

De æstetiske funktioner kan analyseres direkte ud af websitets indhold og udtryk

Hvordan kommer den til udtryk ?

Grafiske virkemidler i form af farver, typografier samt symboler, kompositioner, illustrationer, lyd , lysintensitet, bevægelser - hvordan spiller de visuelle komponenter sammen.

”Analysen af de æstetiske udtryk betår i af se på det visuelle udtryk for dets egen skyld”

Hvad kan den bruges til

Vi kan have en fælles oplevelse af de æstetiske funktioner der er i et website – men vi kan ikke indbygge æstetiske funktioner som vil blive oplevet fælles af alle mennesker. Mennesker er forskellige, men en gruppe af mennesker kan have en fælles oplevelse af de æstetiske funktioner. Hermed kan de bruges i planlægningen af kommunikationen på websitet.

Påstanden er at [2]

  • .Æstetikken skal understøtte de indholdsmæssige ogfunktionelle aspekter. Mere brugervenlige websites er netop brugervenlige, fordi de indeholder æstetiske virkemidler, der understøtter navigations- og interaktionsfunktionerne.
  • Æstetikken skal tilpasses den websitegenre, som vi opererer inden for. Vi forventer fx, at et website inden for underholdningsgenren indeholder en passende mængde æstetiske oplevelser, hvorimod vores forventninger til et websiteinden for informationssøgnings-genren primært er, at vi kan få de ønskede informationer så effektivt som muligt og gerne, uden at det akkompagneres af for mange æstetiske oplevelser.
  • Æstetikken skal tilpasses målgruppen. Et underholdnings-site med henblik på en ung målgruppe skal udarbejdes inden for en anden smag end fx et underholdnings-site til folk i pensionsalderen.
  • Æstetikken spiller en afgørende rolle, faktisk på alle websites, når det drejer sig om afsenders profil, og det deraf affødte image af organisationen. Alle websites har i et eller andet omfang en afsender, og alle de sproglige, funktionelle og æstetiske virkemidler, som er inkorporeret i websites, kommunikerer noget om afsenderen. Der er tale om visuel kommunikation i samme øjeblik, der skrives et bogstav, vælges en farve, og opsættes en tekst på skærmen, og dette visuelle udtryk, uanset om det er gennemtænkt eller ej, indikerer noget om afsenderen.

[1] Thorlacius ”Visuel Kommunikation på websites” kap. 5, 2002

[2] Thorlacius, Lisbeth: "Æstetikkens rolle i webdesign". I: Nordicom Information. Årgang 27. Nummer 1. 2005. S. 3-15.

No comments: