Hvordan kan man vurdere det æstetiske udtryk

”Smag og behag kan som bekendt ikke diskuteres”. Dette bon-mot blev med drilsk vid fremført af Simon Spies. Der ligger i dette udsagn den indsigt, at personlige præferencer er en privat sag, som ikke lader sig afgøre med argumenter eller flertalsafgørelser; det bliver til syvende og sidst et individuelt anliggende. Dette perspektiv gør det imidlertid umuligt at skelne mellem godt og dårligt – ethvert udtryk kan være lige så godt som et andet, når blot der er en der synes om det, kan det hævdes som lige så godt og værdifuldt som et andet. Det bliver således umuligt at afgøre om noget er godt eller dårligt i nogen objektiv forstand og ikke mindre vigtigt det bliver umuligt at have fælles erfaringer om forhandlinger om hvad der er kvalitet.

Der er ikke desto mindre en række sammenhænge hvor det er hensigtsmæssigt og ønskeligt at kunne vurdere, hvad der er godt og dårligt. F.eks. når det drejer sig om kunst og design. Når det drejer sig om æstetiske udtryk, har det vist sig at være særdeles vanskeligt at indkredse, hvad det er der gør et værk godt. Det skyldes bl.a. at kunst og andre æstetiske udtryk vurderes ud fra deres virkning eller m.a.o. kvaliteten af den oplevelse de vækker hos beskueren. Disse oplevelser er i vid udstrækning umulige at kommunikere verbalt diskursivt og de er derfor som meget flygtige. For at udtrykke dette har man benævnt dem ”je ne sais qois”[1] og ”det uudsigelige”. Det er måske nok muligt at sige noget om, hvor rød en postkasse er, man kan måske endda måle svingningerne af det lys som den reflekterer, men det er umuligt at sige noget præcist om den karakter af rødhed som vi oplever når vi ser den. Det at den æstetiske oplevelse ikke kan defineres, har betydet, at man har udgrænset det æstetiske som noget, der ikke kan tales om, og som det derfor ikke er meningsfuldt at beskæftige sig med [2]. Vi mener, at disse holdninger også har haft indflydelse på den diskussion om funktionalitet og æstetik inden for webdesign, som har floreret det sidste tiår.

For at afklare et sagligt grundlag, hvorpå man kan vurdere æstetiske udtryk er det nødvendigt at skelne mellem smag og kvalitet.[3] Smag er netop de private personlige præferencer som Spies henholdt sig til. Disse er og bør i et frit samfund være et suverænt privat anliggende.

Når det drejer sig om spørgsmålet om kvalitet, kommer man derimod ikke uden om at diskutere og argumentere for hvilke kriterier, der skal ligge til grund for et sådan kvalitetsbegreb. Det er netop dette anliggende som David Favrholdt er ude i i bogen ”Æstetik og filosofi – Seks essays”. Han foreslår en parameterteori til vurdering af kunstværker. Det der gør hans teori interessant i denne sammenhæng er, at han angiver en metode til at opstiller en række parametre, hvor ud fra man kan vurdere æstetiske udtryk. Hans teori er tænkt i forbindelse med kunst og hans parametre kan ikke direkte overføres til vurdering af andre æstetiske produkter, men han peger selv på muligheden for at anvende metoden på andre områder.[4]

Favrholdts 8 parametre

• Integration – hænger det sammen som værk/udtryk

• Kompleksitet – har det dybde og flertydighed

• Teknik – er det dygtigt lavet – tjener udførelsen værket (sammenhæng ml. indhold og form)

• Æstetiske kvaliteter – virker det gennem sanserne

• Personpræg – er udtrykket personligt og originalt

• Gentagelighed

• Emotionel appel – sætter det følelser i gang.

• Det uudsigelige budskab

Det skal siges at Favrholdts æstetik- og værkorienterede teori går imod den gængse kunstopfattelse og han er i bogen i direkte polemik med Ole Thyssen og et kunstsyn der lægger vægt på reception og kontekst.

---

[1] = jeg ved ikke hvad - ”Og det karakteristiske ved dette ”delikate” er at det er udefinerbart; det delikate, som altså er det egentligt karakteristiske for den kunstneriske præstation, undslipper nærmer forklaring og præcisering. I en vis forstand er det altså noget vi ikke rigtig ved hvad er … (Kjørup s. 18)

[2] Problemet var bare at det kunstneriske fænomens udefinerbare karakter, det at her var noget der kun kunne peges på og opleves, men ikke nærmere bestemmes, havde som konsekvens at det måtte opfattes som nærmest værdiløst … (Kjørup s.18)

[3] Jf. Favrholdt s. 50

[4] Favrholdt s. 56